Babysalmesang
Babysalmesang er et tilbud til forældre med børn i alderen 2-12 måneder - Et trygt, magisk
og sanseligt fællesskab for dig og din baby
Kom og vær med til babysalmesang i de smukke rammer i Søborgmagle Kirke. Her skaber vi et roligt og intimt rum, hvor du og din baby kan synge, bevæge jer og opleve musikken i det stemningsfulde kirkerum.
Vi synger salmer og sange – vi danser, bruger enkle rekvisitter og stimulerer sanserne med lyd, bevægelse og nærvær, som stimulerer de fleste af børnenes sanser og hjælper til at udvikle lytteevne, koncentrationsevne, og nysgerrighed.
Hver fugl synger med sit næb – og det vigtigste for din baby er netop din stemme, uanset hvordan du selv synes, at du synger! Det kræver ingen
forudsætninger at deltage – kun lysten til at være med.
Selve babysalmesangen varer 45 minutter hver gang og bagefter er der tid til hygge med kaffe, te, frugt og gode snakke med de andre forældre.
På holdet er der plads til højst 10 babyer og deres mor og/eller far (der er brug for en voksen pr. baby, så tvillinger kan med fordel have to voksne med – ellers finder vi ud af det).
Et forløb består typisk af 10 gange, men man kan begynde straks efter tilmelding, hvis der er plads på holdet – og fortsætte på et valgfrit antal gange på næste hold.
For hvem
For babyer mellem 2 og 12 måneder - og deres forældre; en eller begge forældre kan deltage.

Underviser Klara Lucia Thordsen
Klara har en kandidatuddannelse i sang og pædagogik fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Udover at undervise i babysalmesang arbejder hun som freelance operasanger og som kirkesanger i Holmens Kirke og Frederikssund Kirke, hvor hun også leder spirekor. Arbejdet med børn og babyer står hendes hjerte særlig nært.
Privat bor hun i Brønshøj med sin kæreste Adam og deres to døtre, Iris på 3 år og Alice på 1,5 år.
Deltagerpris
Det koster 250,00 kr. pr. baby at deltage i babysalmesang (10 gange i alt); begynder man undervejs i et forløb, betaler man naturligvis kun for det antal gange som er tilbage i forløbet. Ønsker man at fortsætte på næste undervisningshold, betaler man for det antal gange, man ønsker at være med.
Hvornår
Babysalmesang finder sted torsdage kl. 9.30-10.15 - og der kører forløb hele året (undtagen i skoleferier), når der er mere end 5 tilmeldte til forløbet. Man kan begynde straks efter tilmelding, hvis der er plads på holdet - og ellers fra start af næste hold. Kontakt Bent Bojer Harregaard (mail: tryk her) for nærmere oplysninger.
Tilmelding
Tilmelding sendes pr. mail til Bent Bojer Harregaard (mail: tryk her) med følgende oplysninger:
- forældrenavn(e)
- adresse / postnr /by
- tlf. / mobil
- mailadresse til brug for svar
- barnets navn (hvis navngivet)
- barnets fødselsdato