Nadverens bordfællesskab
Holzers nadverskildring har de kendte elementer – og bryder samtidigt med det klassiske nadverbillede på flere måder.
For bordenden sidder Jesus som en lysende skikkelse, der med sin højre hånd løfter brødet fra det lyse fad på bordet og i sin venstre hånd holder bægeret med den blodrøde vin.
Det er den sidste aften med de 12 disciple – det er nadverens indstiftelse, men det er også det øjeblik, hvor forrædderiet og den forestående lidelse afsløres for disciplene, som sidder dér rundt om bordet. Bag Jesu ansigt anes korset som guldstifter i billedet – og øverst noget, der kunne være en gren fra langfredags tornekrone.
... mens de spiste sagde han: “Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.” De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: “Det er vel ikke mig, Herre? ”
Som disciplene sidder dér rundt om bordet, fanger én af dem opmærksomheden – Judas, som rækker ud efter brødet med
én hånd og i den anden holder en pung med de 30 sølvpenge, ypperstepræsterne havde givet ham for at forråde sin mester. Og de kommende begivenheder foregribes af en stribe – en tankelinje – som fører op til døren, der åbner ud i natten.
“Hvad du end gør, gør det snart” siger Jesus til Judas i Johannesevangeliets forudsigelse af forrædderiet – “og da han havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat” ... hans skikkelse ses allerede i døren på vej ud.
De øvrige disciple sidder med forfærdelsen malet i ansigterne. Forfærdelse over dét, de lige har hørt om lidelse og forrædderi ... og måske også forfærdelse over den tanke, de lige har tænkt, da de spurgte “Det er vel ikke mig, Herre?” Den frygt glemmer vi måske, når først forrædderen for en stund er udpeget som en anden end os selv. Men ingen af os behøver kikke langt efter en Judas-skikkelse! Og Adi Holzers skildring af nadveren fortæller samtidigt, at ingen behøver gå langt efter det bord, hvor der er plads også til den, som har svigtet og forrådt: Altertavlens nadverbord fortsætter ud af billedet, ud til menigheden i kirken – og indbyder os til netop dét fællesskab, som rækker ud over vores fortjenstfuldhed eller mangel på samme.
“Dette er mit legeme” og “dette er mit blod” er nadverbilledets forunderligt inkluderende ord – og det er samtidigt de ord, som lyder ved det nadverbord, som ved gudstjenesten møder os, netop dér hvor altertavlens nadverbord fortsætter ud i kirkerummet.
■ bbh/2019
